Menu

Log på

Helbred og avl

Som alle andre racer har Alaskan Malamute lidelser, som der arbejdes på at få under kontrol. Det er derfor essentielt for racens videre eksistens, at opdrætterne sikrer sig, at de forældredyr som bruges i avlen er grundigt undersøgt for disse lidelser. Alle forældredyr, som er officielt tjekket for disse lidelser kan findes i Dansk Kennel Klubs hundedatabase - bed din opdrætter om at fremvise dokumentation.

Helbredsdatabase

Helbredsspørgeskema for Alaskan Malamute

Vi har forsøgt at gøre det så let men samtidigt så udførligt som muligt, ved at liste de mest kendte diagnoser for vores race. Disse punkter kan man krydse af efter behov og til sidst er der plads til at man kan uddybe sygdomsforløb, symptomer, diagnosemetode, eventuel medicinering og erfaring med forskellige behandlingsformer/medicin.

Punkterne skal ses som en støtte og hjælp, når skemaet udfyldes. Har hunden fejlet noget som ikke er anført under et punkt, er der altid et punkt som hedder ”andet”, hvor man kan skrive den pågældende diagnose. Skemaet er ikke endeligt: Er der punkter som sjældent eller aldrig bliver brugt vil de udgå, og er der tilbagevendende punkter i ”andet” vil denne diagnose få sit eget punkt.

Udover sygdomstilstande har vi valgt også at have et afsnit som hedder: ”Eksteriør mm.”, hvor vi har mulighed for at spørge til fysiske forhold, som er uønskede hos racen, og vi har et afsnit som hedder: ”Temperamentsproblemer”, hvor vi kan få en fornemmelse af racens mentale sundhed/ejernes eventuelle problemer med lederskab.

På nær oplysninger om ejerens navn og adresse, samt afsnittet vedr. ”temperamentsproblemer”, er det meningen at alle oplysninger skal være tilgængelige i en samlet helbredsdatabase. Vi har valgt at spørge ind til temperamentet, da det er et vigtigt emne og noget som vil være muligt at tage med som emne på opdrætter caféen hvis der skulle vise sig en negativ tendens. Set i lyset af vores politikeres seneste lovgivning på hundeområdet er det bestemt noget som skal tages alvorligt, men samtidigt er det ikke noget som skal være offentligt tilgængeligt, hvor der er risiko for misfortolkning.

Vi opfordrer opdrætterne til at tage helbredsskemaet til sig som en del af et seriøst avlsarbejde, hvor vores fælles mål er racens sundhed. ALLE kan udfylde et skema på deres egen hund, hvis de ønsker det, og en opfølgning på hunden med udfyldelse af et helbredsskema når den eksempelvis er 2 år og 5 år samt når hunden er død vil være optimalt.

Raceledelsen arbejder i skrivende stund på at udforme en database, hvor alle oplysningerne, på nær de føromtalte, skal lægges ind.

Der vil være statistikberegninger på de forskellige sygdomme i forhold til antal hunde som der er indleveret oplysninger på.

Det skal være muligt at søge på specifikke sygdomme, og på den måde finde en udførlig beskrivelse af sygdom, symptomer, diagnosemetode mm., samt de erfaringer som hundeejerne har haft med pågældende sygdom. Dette kan blive et uvurderligt værktøj for den enkelte hundeejer og ikke mindst for dyrlæger, som vil kunne bruge databasen som opslagsværk. Der er rigtig mange dyrlæger derude som ikke kender vores race særlig godt og heller ikke kender til de mest almindelige sygdomme hos racen.

Det skal være muligt at søge på hundens navn eller registrering, ligesom på DKK’s Hundeweb, og finde pågældende hunds helbredsoplysninger. Og det skal være muligt at søge på dele af hundens navn.

En åben database er af stor gavn for alle som interesserer sig for Alaskan Malamutes og deres helbred. For at undgå en unfair præsentation af opdrætterne vil databasen præsentere alle kuld med navns nævnelse. Dvs. at hvis man søger på en bestemt hund, vil denne hund samt alle dens kuldsøskende blive listet. De hunde i kuldet, der ikke er indleveret sundhedsskema på, vil blive opført med et: ”ikke oplyst”.

Hvis man eksempelvis søger på et kennelnavn, vil alle hunde som matcher dette navn, blive listet, ligeledes med et ”ikke oplyst” ud for alle de hunde som der ikke er indleveret skema på.

Spørgsmål kan rettes til Toni Bøgemose Chrillesen, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., tlf.: 61304449

Hent skemaet her.

Go to top